Profetord

Guds mærke i panden

Der er blandt de ældre i Smiths Venner nogle, der ”sukker og jamrer” over udviklingen i bevægelsen, men som hverken har kræfter eller mod til offentligt at give udtryk for deres kvide – kun i lukkede selskaber hvor de undertiden er sammen med mennesker de har tillid til, hører man deres sorg og bekymring. Overfor dem vil jeg gerne pege på profeten Ezekiels syner, da han som en af de bortførte i Babylon, ved Herrens hånd, skuede og så hvad der foregik i Jerusalem (Ez. 8-9):

I det sjette År på den femte dag i den sjette måned da jeg sad i mit Hus og Judas Ældste sad hos mig, faldt den Herre Herrens Hånd på mig. Og jeg skuede, og se, der var noget ligesom en Mand; fra hans Hofter og nedefter var der Ild, og fra Hofterne og opefter så det ud som strålende Lys, som funklende Malm. Han rakte noget som en Hånd ud og greb mig ved en Lok af mit Hovedhår, og Ånden løftede mig op mellem Himmel og Jord og førte mig i Guds Syner til Jerusalem, til Indgangen til den indre Forgårds Nordport, hvor Nidkærhedsbilledet, som vakte Nidkærhed, stod. Og se, der var Israels Guds Herlighed; at se til var den, som jeg så den i Dalen. Og han sagde til mig: “Menneskesøn, løft dit Blik mod Nord!” Jeg løftede mit Blik mod Nord, og se, norden for Alterporten stod Nidkærhedsbilledet, ved Indgangen. Og han sagde til mig: “Menneskesøn, ser du, hvad de gør? Store er de Vederstyggeligheder, Israels Hus øver her, så jeg må vige langt bort fra min Helligdom. Men du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se!”

Så førte han mig hen til Indgangen til Forgården. Og han sagde til mig: “Menneskesøn, bryd igennem Væggen!” Og da jeg brød igennem Væggen, så jeg en Indgang. Og han sagde til mig: “Gå ind og se, hvilke grimme Vederstyggeligheder de øver der!” Og da jeg kom derind og skuede, se, da var alskens væmmelige Billeder af Kryb og kvæg og alle Israels Huses Afgudsbilleder indridset rundt om på Væggen. Og halvfjerdsindstyve af Israels Huses Ældste med Jaazanja, Sjafans Søn, i deres Midte stod foran dem, hver med sit Røgelsekar i Hånden, medens Røgelseskyens Duft steg op. Da sagde han til mig: “Ser du, Menneskesøn, hvad Israels Huses Ældste øver i Mørke hver i sine Billedkamre? Thi de siger: Herren ser intet, Herren har forladt Landet!” Og han sagde til mig: “Du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se, som de øver!”

Så førte han mig hen til Indgangen til Herrens Hus’ Nordport, og se, der sad Kvinder og græd over Tammuz. Og han sagde til mig: “Ser du det, Menneskesøn? Men du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se!”

Så førte han mig hen til Herrens Hus’ indre Forgård, og se, ved Indgangen til Herrens Helligdom mellem Forhallen og Alteret var der omtrent fem og tyve Mænd; med Ryggen mod Herrens Helligdom og Ansigtet mod Øst tilbad de Solen. Og han sagde til mig: “Ser du det, Menneskesøn? Har Judas Hus ikke nok i at øve de Vederstyggeligheder her, siden de fylder Landet med Vold og krænker mig endnu mere? Se, hvor de sender Stank op i Næsen på mig”! Men derfor vil også jeg handle med dem i Vrede; jeg viser dem ingen Medynk eller Skånsel, og selv om de højlydt råber mig ind i øret vil jeg ikke høre dem.

Så hørte jeg ham råbe med vældig røst: “Byens hjemsøgelse nærmer sig, og hver har sit Mordvåben i Hånden!” Og se, seks Mænd kom fra den øvre nordport, hver med sin Stridshammer i Hånden, og een iblandt dem bar linned Klædebon og havde et Skrivetøj ved sin Lænd; og de kom og stillede sig ved Siden af Kobberalteret. Men Israels Guds Herlighed havde hævet sig fra Keruberne, som den hvilede på, og flyttet sig hen til Templets Tærskel; og han råbte til Manden i det linnede Klædebon og med Skrivetøjet ved Lænden, og Herren sagde til ham: “Gå midt igennem Byen, igennem Jerusalem, og sæt et Mærke på de Mænds Pander, der sukker og jamrer over alle de Vederstyggeligheder, som øves i dets Midte!” Og til de andre hørte jeg ham sige: “Gå efter ham ud gennem Byen og hug ned! Vis ingen Medynk eller Skånsel! Oldinge og Ynglinge, jomfruer, Børn og Kvinder skal I hugge ned og udrydde; men ingen af dem, der bærer Mærket, må I røre! Begynd ved min Helligdom!” Så begyndte de med de Ældste, som stod foran Templet, Og han sagde til dem: “Gør Templet urent, fyld Forgårdene med dræbte og drag så ud!” Og de drog ud og huggede ned i Byen.

Men medens de huggede ned og jeg var ene tilbage, faldt jeg på mit Ansigt og råbte: “Ak, Herre, Herre vil du da tilintetgøre alt, hvad der er levnet af Israel, ved at udøse din Vrede over Jerusalem?” Han svarede: “Israels og Judas Huses Brøde er såre, såre stor, thi Landet er fuldt af Blodskyld og Byen af Retsbrud; thi de siger, at Herren har forladt Byen, og at Herren intet ser. Derfor viser jeg heller ingen Medynk eller Skånsel, men gengælder dem deres Færd. Og se, Manden i det linnede klædebon og med Skrivetøjet ved Lænden kom tilbage og meldte: “Jeg har gjort, som du bød.”

Kære smitheven, sukker du under forførelsen, har du Guds mærke i panden?

.

.

Esajas’ tale

Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HERREN taler:

Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig.

En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe;
men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.

Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt,
Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn!

De svigtede HERREN,
lod hånt om Israels Hellige,
vendte ham Ryg.

Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra?

Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet;
fra Fodsål til isse er intet helt, kun Flænger, Strimer og friske Sår;
de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie.

Eders Land er øde, eders Byer brændt,
fremmede æder eders Jord for eders Øjne,
så øde som ved Sodomas Undergang.

Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård,
et Vagtskur i en Græskarmark, en omringet By.

Havde ikke Hærskarers HERRE levnet os en Rest,
da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.

Lån Øre til HERRENs Ord i Sodomadommere,
lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk!

Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN;
jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt,
har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.

Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned?
Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig!

Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne
jeg afskyr Uret og festlig Samling.
Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl
de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære.
Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer.
Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke.

Eders Hænder er fulde af Blod;
tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne!
Hør op med det onde, lær det gode,
læg Vind på, hvad Ret er;
hjælp fortrykte, skaf faderløse Ret, før Enkens Sag!

Kom, lad os gå i Rette med hinanden, siger HERREN.
Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne;
er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld.

Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;
står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd.
Thi HERRENs Mund har talt.

At den skulde ende som Skøge, den trofaste By,
Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem,
men nu er der Mordere.

Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.
Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve;
Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge,
skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag.

Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE, Israels Vældige:

“Min Gengælds Ve over Avindsmænd,
min Hævn over Fjender!
Jeg vender min Hånd imod dig,
renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly.
Jeg giver dig Dommere som fordum, Rådsherrer som før;
så kaldes du Retfærdigheds By, den trofaste Stad.
Zion genløses ved Ret, de omvendte der ved Retfærd.
Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe;
hvo HERREN svigter, forgår.
Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker,
Skuffelse af Lundene, I sætter så højt;
thi I bliver som en Eg med visnende Løv,
som en Lund, hvor der ikke er Vand.
Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist;
begge brænder med hinanden, og ingen slukker.

.

.

Udsagn af Ezekiel

Og HERRENs Ord kom til mig således:

Menneskesøn, sig til Landet: Du er et Land, der ikke får Regn og Byger på Vredens Dag, hvis Fyrster er som brølende Løver på Rov; de tilintetgør Sjæle, tilriver sig Gods og Guld, gør mange til Enker deri.

Præsterne øver Vold mod min Lov, vanhelliger mine hellige Ting og gør ikke Skel mellem det, der er helligt, og det, der ikke er helligt, lærer ikke Forskel mellem rent og urent og lukker Øjnene for mine Sabbater, så jeg er blevet vanhelliget iblandt dem.

Fyrsterne er som Ulve på Rov: de er ivrige efter at udøse Blod og tilintetgøre Menneskeliv for at skaffe sig Vinding. Profeterne stryger over med Kalk, idet de skuer Tomhed og varsler Løgn og siger: “Så siger den Herre HERREN!” uden at HERREN har talet. Det menige Folk øver Vold og går på Rov, den arme og fattige gør de Uret, og den fremmede undertrykker de imod Lov og Ret.

Jeg søgte iblandt dem efter en, der vilde bygge en Mur og stille sig i Gabet for mit Åsyn til Værn for Landet, at jeg ikke skulde ødelægge det; men jeg fandt ingen.

Derfor udøser jeg min Vrede over dem, med min Harmes Ild tilintetgør jeg dem; deres Færd lader jeg komme over deres Hoved, lyder det fra den Herre HERREN.

.

.

Udsagn af Micah

“Præk ikke!” så præker de, “man præker ikke om sligt; får hans Smæden ej Ende?” (JV: Ja, sådan siger og sagde de falske prøfeter, løgnerne! Vi ved at man bagtalte og man “sang ned” som det kaldtes – hvad var det andet end hvad profeten Micah her siger.)

Hvad siger du, Jakobs Hus? “Er HERREN da hastig til Vrede, handler han så? Er hans Ord ej milde mod den, som vandrer ret?” (…og så tror man blindt på, at man er Guds kæledægge trods det religiøse vanvid)

Men I er fjendske imod, på Nakken af mit Folk; Kappen over Kjortelen river l af dem, som vandrer trygt og afskyr Strid. (Ret beset er løgneprofeterne imod det folk som de udnytter – de fører vild og de farer vild.)

Mit Folks Kvinder driver l ud af det Hjem, de holdt af, I tager for evigt min Ære fra deres Børn: “Op, ryk ud! Thi her kan I ikke bo for den Urenheds Skyld, som volder svar Fordærv.” (Det er jo bogstaveligt hvad der skete!!!)

I Fald der kom en Mand med Tomhed og Svig og Løgn: “Jeg vil præke for dig om Vin og Drik!” det var en Præker for dette Folk. (Tænk, at Micah kunne beskrive en situation så nøjagtigt 2500 år før det skete! – i sandhed en Guds mand. Sagen er nok at noget tilsvarende er sket gentagne gange i historien når løgneprofeter trådte frem.)

Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels Rest, få dem sammen som Får i Fold, som en Hjord i Græsgangens Midte; af Mennesker bliver der en Summen. En Vejbryder går foran dem; de bryder gennem Porten og går ud. Foran dem skrider deres Konge og HERREN i Spidsen for dem. (Amen, amen! Måtte det ske!)

Micah 2:6-13

.

.